Frederikssund Kommunes logo
30. oktober 2021

Multibane og aktivitetsbane indviet

Humøret var højt og selv vejrguderne var venligt stemt, da Deltakvarterets nye multibane og aktivitetsbane skulle indvies officielt lørdag den 30. oktober. I det lune efterårsvejr var der rig mulighed for at både børn og voksne kunne tage begge dele i brug.

Børn spiller fodbold på multibanen. Foto: Frederikssund Kommune.Børn spiller fodbold på multibanen. 

Lang tid undervejs

Den røde snor blev klippet af borgmester John Schmidt Andersen (V) og formand for Fritids- og Kulturudvalget, Jesper Wittenburg (S). Fritids- og Kulturudvalget har medfinansieret projektet med ca. 360.000 kr. fra spejder- og idrætsfacilitetspuljen. Den resterende finansiering har Deltakvarterets beboere selv skaffet.

I sin tale glædede borgmesteren sig over, at anlægget nu kan tages i brug efter at have været længe undervejs. Den første foreslåede placering blev nemlig umuliggjort, da der dannede sig en naturlig sø i området.

- Jeg vil gerne takke legepladsudvalget og Vinge Fritid for deres engagement. Der kommer mange ting i gang i Vinge i den kommende tid, og i Byrådet holder vi fast i visionen om Vinge som en bæredygtig og grøn by med masser af mulighed for fællesskaber, sagde borgmesteren.

Også Jesper Wittenburg ønskede Deltakvarteret tillykke med de nye faciliteter:

- Set fra Fritids- og Kulturudvalgets synspunkt, så er det dejligt, at der nu er kommet disse faciliteter i vores nyeste landsby. Jeg glæder mig til fremadrettet at være med til at udvikle på Vinge, så den en dag bliver en by på størrelse med de fire andre hovedbyer i kommunen, fastslog udvalgsformanden.

Den røde snor klippes af borgmester John Schmidt Andersen (V) og formanden for Fritids- og Kulturudvalget, Jesper Wittenburg (S). Foto: Frederikssund Kommune. Den røde snor klippes af borgmester John Schmidt Andersen (V) og formanden for Fritids- og Kulturudvalget, Jesper Wittenburg (S).

Pølser og fodboldturnering

Der var hyret en pølsevogn til lejligheden, hvor de mange fremmødte kunne få lidt at spise og drikke – venligst stillet til rådighed af Fabulas og Bærebo, som hver især har byggeplaner undervejs i umiddelbar nærhed af Deltakvarteret.

De mest aktive deltog hen over dagen i en fodboldturnering på den nye multibane, der dermed blev indviet med manér. De mindste indbyggere i Deltakvarteret muntrede sig samtidig på den nye aktivitetsbane lige ved siden af multibanen.

Børn leger på legepladsen. Foto: Frederikssund Kommune.Børn leger på legepladsen. 

Kø til pølsevognen. Foto: Frederikssund Kommune.Kø til pølsevognen.

Fotos: Frederikssund Kommune.