Erhvervsgrund til salg i Vinge
Nu er der mulighed for at købe en grund til erhverv i cleantech-erhvervsområdet i den nordlige del af Vinge. Matriklen er på 8.922 m2 og har adresse på Siliciumvej 3, 3600 Frederikssund. Her kommer man tæt på Frederikssundvej og den kommende motorvej, og man vil have mindre end 2 km til Vinge Station.
Matriklen grænser op mod virksomheden Topsil mod nord, Siliciumvej mod vest og kommende energimark mod øst.
Erhvervsgrund i Vinge.
Foto: Frederikssund Kommune.
DGNB-certificering og overskudsvarme
Hvis man ønsker at placere sin fremtidige virksomhed på denne grund, skal byggeriet DGNB-certificeres og bidrage positivt til Klimalovens målsætninger om reduceret CO2-udslip etc., herunder gerne ved inddragelse af områdets natur- og miljøkvaliteter.
Der er netop godkendt et fjernvarmeprojekt for Vinge, St. Rørbæk og Strandvangen i Frederikssund, der blandt andet skal udnytte overskudsvarmen fra virksomhederne i dette område. Derfor ser Frederikssund Kommune gerne, at køber angiver interesse og mulighed for at indtræde i et energisamarbejde mellem eksisterende virksomheder og forsyningsselskaber i erhvervsområdet Vinge.
Grunden udbydes til en pris på 475 kr./m2, hvilket svarer til en samlet salgssum på 4.237.950 kr. ex. moms. Der er tilbudsfrist den 10. november 2022 kl. 12.00.