Fjernvarme på vej til Vinge, St. Rørbæk og Strandvangen
I/S Vestforbrænding har søgt Frederikssund Kommune om at gennemføre et projekt for fjernvarmeforsyning af et hjørne af det sydligste af Frederikssund by samt Vinge og St. Rørbæk. Projektet går ud på at etablere en fjernvarmecentral på Vestforbrændings grund på Strandvangen 15 i Frederikssund. Herfra skal fjernvarmen udrulles sydpå og kobles sammen med Egedal Fjernvarmes net i Ølstykke samt med resten af Vestforbrændings fjernvarmesystem i de mange ejerkommuner.
Projektet blev godkendt af Byrådet på mødet den 28. september.
- Jeg er utroligt glad for, at vi nu kan melde ud, at der – forudsat godkendelse i Egedal Kommune – er fjernvarme på vej til blandt andet Vinge, St. Rørbæk, Strandvangen og seniorbofællesskabet Bovieran. Det har stor betydning for de investorer, der skal til at bygge boliger i Vinge, at de ved, at der er en miljømæssigt forsvarlig kollektiv varmeforsyning på vej til området, og samtidig har vi med denne beslutning givet det første skub til udrulningen af ny fjernvarme i Frederikssund Kommune. Det er er vigtigt skridt på vejen til en langt større dækning af kommunen med fjernvarme, fastslår borgmester Tina Tving Stauning (A).
Også formanden for Klima, natur og energi, Søren Weimann (B) er glad for Byrådets godkendelse af varmeprojektet fra I/S Vestforbrænding:
- Med denne beslutning sætter vi fart på vores omstilling fra gas og andre individuelle varmekilder til en mere bæredygtig og kollektiv varmeforsyning i kommunen. Det er utroligt vigtigt for den grønne omstilling, at vi hurtigst muligt får flyttet vores varmeforbrug fra fossile til mere bæredygtige varmekilder, og det er netop intentionen med dette projekt fra Vestforbrænding. Samtidig arbejder vi med de øvrige projekter i Frederikssund og den strategiske varmeplan fortsat på højtryk for at få fjernvarme i så store dele af kommunen som muligt, siger Søren Weimann.
Skal udnytte overskudsvarme fra virksomheder
Varmecentralen på Strandvangen vil få en varmepumpekapacitet på 6 MW, som i videst muligt omfang skal udnytte overskudsvarmen fra virksomhederne i de nærliggende erhvervsområder. Derudover skal anlægget kunne hente varme fra grundvandet og fra luften. Varmepumperne suppleres af elkedler i perioder med spidsbelastning på de koldeste dage. Elkedlerne vil endvidere kunne bidrage til balancering af elnettet i perioder med overskud af vindmøllestrøm.
Billigere end varmepumpe
Det fremgår af projektforslaget, at Vestforbrænding vil sælge varmen til kunderne i Frederikssund Kommune til samme pris som til kunder i de kommuner, der forsynes fra Vestforbrændings net i Storkøbenhavn. For den typiske husholdning vil det betyde, at fjernvarme bliver billigere end varme fra en individuel varmepumpe. Samtidig er prisen en af de billigste i Danmark for den enkelte forbruger.
Betingelser for godkendelse
Med Frederikssund Byråds godkendelse er en af forudsætningerne for realiseringen af projektet på plads. Inden I/S Vestforbrænding kan påbegynde udrulningen af fjernvarme skal også Egedal Kommune godkende den del af projektet, som ligger i Egedal Kommune. Endvidere er Frederikssund Byråds godkendelse betinget af, at Vestforbrænding fra datoen for endelig godkendelse i begge kommuner påtager sig at varmeforsyne ny bebyggelse i Vinge med interimsløsninger, hvis der ikke mod forventning er anlagt fjernvarmerør inden nybyggeriets færdiggørelse. Med aftalen forpligter Vestforbrænding sig til at levere fjernvarme inden for fem år.
Kortudsnit over fjernvarme i Vinge.
Grafik fra I/S Vestforbrændings projektforslag.