Høring om ny lokalplan for boliger i Vinge
Lige syd for Deltakvarteret i Vinge er der nu udarbejdet forslag til lokalplan og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg for et nyt boligområde. Lokalplan 152 giver mulighed for at etablere en bebyggelse mod Dalvejen – mellem Mekongvej og Deltavej – på det ca. 1,1 hektar store område.
2-5 etager
Ifølge lokalplanen skal bebyggelsen udføres som etageboliger evt. kombineret med tæt-lav bebyggelse. Planen giver også mulighed for fællesfunktioner i bebyggelsens stueetage, der kan medvirke til at skabe rammer om byliv og fællesskab.
Planen stiller krav om arkitektonisk variation, hvor bl.a. hjørnebebyggelser skal sikres en vis højde (min. 4 og maks. 5 etager) og et særligt markant udtryk. Mellem hjørnebebyggelserne kan der bygges i 2-5 etager. Der er lagt særlig vægt på at sikre arkitektonisk variation, så der ikke bliver lange ensarterede facadeforløb. Der er derfor stillet krav om variation i højderne og arkitektonisk opbrydning af facaderne.
Vejbetjening af området vil ske fra Deltavej og Mekongvej. For bedst muligt at sikre de grønne arealer, vægter Frederikssund Kommune højt at parkering så vidt muligt bliver etableret i konstruktion. Lokalplanen bestemmer derfor, at parkering skal etableres i konstruktion som P-kælder, i bebyggelsens stueplan, som parkeringsdæk eller i form af P-hus.
Høring i fire uger
Forslag til lokalplan 152 og det tilhørende forslag til kommuneplantillæg 001 blev drøftet på Byrådets møde den 30. marts. Her blev det besluttet, at sende planerne i høring i fire uger.
Illustration fra lokalplanen af bebyggelsen.
Ill.: Frederikssund Kommune.