Frederikssund Kommunes logo
30. juni 2022

Kom til møde om tiny houses i Vinge

I et naturskønt område i den sydlige del af Vinge tæt ved Præstemosen har Frederikssund Kommune lavet en lokalplan, der giver mulighed for opførsel af op til 20 tiny houses. Tiny houses er en billigere og mere simpel boligform, hvor boligens størrelse ofte er under 40 m2. Trenden har haft medvind blandt andet i USA og har bredt sig, så der i dag findes flere udbydere af tiny houses på det danske boligmarked.

Kom med dine ideer

- Frederikssund Kommune har ikke tidligere lokalplanlagt for tiny houses. Derfor inviterer vi nu potentielle tilflyttere, der er interesserede i tiny houses til et møde for at høre deres forventninger og ønsker til et sådant område, siger koordinerende projektleder i Vinge, Dennis Ravn og tilføjer:

- På mødet vil vi præsentere vores tanker og visioner for et område med tiny houses, og så håber vi, at deltagerne på mødet vil bidrage med deres forslag og ideer, så vi får gjort tingene rigtigt.

Mødet finder sted:

Mandag den 15. august 2022 kl. 16.30 – 18.00.
Mødested: Klimakassen ved Vinge Station.

Da der er vejarbejde i området anbefaler vi, at du parkerer ved sydsiden af Vinge Station og krydser stationen ad gangbroen. Klimakassen ligger umiddelbart nord for stationen.

På mødet vil borgmester Tina Tving Stauning byde velkommen og Dennis Ravn vil fortælle om lokalplanen for området. Herefter er der fælles gåtur til området, der udlægges til tiny houses. 

Illustration af område med tiny houses. Grafik: Frederikssund Kommune.Illustration af område med tiny houses.

Grafik: Frederikssund Kommune.