Alment boligbyggeri i gang i Vinge
Mens Innovater er i fuld gang med at opføre knap 200 boliger og en dagligvarebutik i Vinge, blev endnu et stort byggeri skudt i gang onsdag den 13. september. Det er Boligselskabet Vores Bolig (tidl. Rosenvænget) med Domea som forretningsfører, der nu går i gang med opførelsen af 198 almene boliger lige syd for Vinge Station.
Bump på vejen
Byggeriet af almene boliger i Vinge har mødt en del udfordringer undervejs. Det tidligere boligselskab Rosenvænget (nu Vores Bolig) har kæmpet med både en entreprenør, der gik konkurs og med stigende materialepriser, som har besværliggjort og forsinket byggestarten. Derfor var der stor glæde blandt de fremmødte over, at det nu endelig lykkes at komme i gang med byggeriet.
- Endelig! Det må være den følelse, som de allerfleste står med her i dag. Endelig lykkedes det at få byggestart på de 198 almene boliger, som vi har ventet så længe på. De almene boliger kommer til at danne et endnu stærkere grundlag for et levende centrum sammen med de andre bygherrer omkring os. Det glæder mig også, at boligerne bliver med stor variation i størrelser og boligtyper, så der netop bliver mulighed for at leve og bo på forskellige måder, sagde borgmester Tina Tving Stauning (A) blandt andet i sin tale, da byggestarten blev markeret ved et arrangement på byggepladsen den 13. september. Hun tilføjede en stor tak til de involverede, og at hun glædede sig til at følge byggeriet og til at byde nye indbyggere velkommen til Vinge, når indflytningen forventeligt begynder i 2025.
Borgmester Tina Tving Stauning holder tale ved byggestarten på de almene boliger i Vinge.
Også Arne Becker, der er direktør for Dansk Boligbyg Øst glædede sig over byggestarten:
- Det er en mærkedag for byggeriet og for Vinge by. Vejen hertil har været lang og snoet med opkørsler og halvfarlige nedkørsler. Men troen på projektet har været forbilledlig. Da vi kom til stod vi med to stykker tov, hvor enderne ikke kunne mødes. Men arbejdsgruppen fokuserede på mulighederne og vi fik drejet på forskellige håndtag, så vi kunne komme i mål. Det kræver åbenhed og at alle kan se muligheder, fastslog direktøren.
Borgmester Tina Tving Stauning overrakte en tidskapsel til Arne Becker fra Dansk Boligbyg. Den indeholder nutidens visioner for udviklingen af Vinge og vil blive indmuret i en del af byggeriet.
Fotos: Frederikssund Kommune.
10 etager højt
De 198 boliger bliver placeret i tre boliggrupper, der er placeret forskudt og diagonalt overfor hinanden, men alle i tilknytning til grønne fællesarealer. Her er der masser af muligheder for at mødes på tværs og blive en del af fællesskabet og bylivet i Vinge, skriver Domea på sin hjemmeside.
Visualisering af det kommende byggeri. Visualisering WE Architecture.
Lejlighederne bliver 2, 3 og 4-værelses i størrelser mellem 70 og 100 m2. Byggeriet omfatter blandt andet to punkthuse i hhv. 8 og 10 etager. Beboerne i den kommende bebyggelse får adgang til et parkeringshus, hvori størstedelen af boligselskabets parkeringspladser findes.
Overordnet indeholder hele bebyggelsen fire forskellige bygningstyper: Punkthus, rækkehus, vinkelhus og længehus.
Visualisering af det kommende byggeri. Visualisering WE Architecture.