Dialog om plejehjem og botilbud i Vinge
Mariehjemmene er en non-profit-organisation, der driver en række plejehjem og bosteder med socialpædagogisk bistand i Danmark. Mariehjemmene driver således allerede to botilbud i Slangerup, og har henvendt sig til Frederikssund Kommune med en ide om at udvide deres kapacitet ved at bygge nyt i Vinge.
Stor efterspørgsel
Mariehjemmene oplever stor efterspørgsel på deres tilbud, og et af deres bosteder i Slangerup trænger til fornyelse. Derfor har de fået interesse for Vinge, hvor de arbejder med en ide om at opføre to bosteder og et friplejehjem. Byggerierne tænkes sammen, så de tre institutioner kan have fælles gavn af fællesfaciliteter og køkken.
Yderligere dialog om projektet
På Byrådets møde den 29. marts blev det besluttet, at kommunens administration skal gå ind i en yderligere dialog med Mariehjemmene om deres ideer om at bygge i Vinge. Samtidig skal administrationen klargøre en sag til politisk beslutning om udbud af matrikel 2a, der ligger umiddelbart nord for Fællesmagasinet i Vinge. Et byggeri her vil komme til at ligge meget centralt og nær både indkøb og Vinges grønne hjerte. Udbuddet skal omfatte botilbud, plejehjemspladser samt evt. boliger.
Matrikel 2a ligger umiddelbart nord for Fællesmagasinet i Vinge.
Foto: Frederikssund Kommune.