Lokalplan for erhvervsområde i Vinge vedtaget
Der er virksomheden FOSS, der i juni 2022 købte erhvervsarealet nord for Haldor Topsøe Park i Vinge. Her planlægger Foss at opføre en topmoderne fabrik, som sætter nye bæredygtige standarder, både når det gælder bygningsmaterialer, grøn energi og det omkringliggende miljø. Lokalplan 164 for området blev endeligt vedtaget på byrådsmødet den 21. juni.
Vedvarende energi
Lokalplanen sikrer blandt andet mulighed for erhvervsområdets tilkobling til det overordnede vejnet i Vinge, den kommende Frederikssundmotorvej samt til det eksisterende erhvervsområde i Frederikssund.
Derudover fastlægger lokalplanen, at området skal disponeres under hensyn til de eksisterende naturkvaliteter med henblik på at sikre levevilkår for dyre- og planteliv i området. Endelig er det lokalplanens formål at sikre at erhvervsaktiviteterne i området understøtter visionen om Vinge som en bæredygtig by, ved at muliggøre, at der kan etableres vedvarende energianlæg i tilknytning til erhvervsområdet.
Teknologi til fødevareindustrien
FOSS er en højteknologisk virksomhed, der producerer test- og analyseløsninger til landbrugs- og fødevareindustrien. Det drejer sig om teknologi, der kan analysere blandt andet proteinindholdet i mejeriprodukter, fedtindhold i kød, fugtighed i korn eller sukkerindholdet i druer. Med analyser som disse kan fødevareindustrien skabe en mere intelligent og datadrevet produktion, der resulterer i mindre spild af fødevarer og bedre udnyttelse af råvarerne.
Den nye fabrik kommer til at beskæftige ca. 250 ansatte, som skal varetage alle funktioner i forbindelse med produktionen af FOSS’ instrumenter.
Illustration fra Lokalplan 164.
Illustration: Foss.