Lokalplan for Ikanoboliger vedtaget
IKEA-koncernens boligselskab Ikano Bolig har købt store arealer i Vinge til boligbyggeri. Første etape for Ikano Bolig bliver etageboliger og rækkehuse på et areal langs Snostrupvej i den sydlige del af Vinge. På Byrådets møde onsdag den 21. juni blev lokalplanen for området endeligt vedtaget.
- Det glæder mig, at vi nu har plangrundlaget på plads for det første område Ikano Bolig skal udvikle i Vinge. Ikano Bolig passer rigtig godt til Vinge med deres fokus på fællesskabet og samværet mellem naboer med deres bydelshus Nærvær, der kan bruges til fælles aktiviteter i boligområdet. Og så glæder jeg mig til at følge den del af projektet, der handler om at nedbringe klimaaftrykket ved boligbyggeri. Hvis Ikano Bolig lykkes med det, kan det blive et fyrtårn for fremtidigt boligbyggeri i hele landet, siger borgmester Tina Tving Stauning (A).
Mulighed for 200 – 250 boliger
Lokalplanen åbner mulighed for, at opføre 200-250 boliger i form af etageboliger og rækkehuse. Etageboligerne vil blive opført i 3-5 etager i den nordlige del af området mod Vinge Boulevard og i nærheden af Vinge Station, mens rækkehuse vil blive opført i 1-2 etager i den sydlige del af området mod landsbyen Snostrup.
Kort før vedtagelsen af lokalplanen blev der foretaget nogle ændringer, som betyder, at bebyggelsen rykkes mod nord, så den grønne zone mellem Ikanos boliger og landsbyen Snostrup øges. Samtidig blev det besluttet, at byggeriet i første række mod Snostrup bliver i højst én etage.
Det er på denne grund i Vinge, at Ikano Bolig vil opføre ca. 230 boliger.
Foto: Frederikssund Kommune.
Mere klimavenligt byggeri
Ikano Bolig er blevet udvalg som en af ni bygherrer i Danmark, der skal være med til at forsøge at reducere klimabelastningen fra byggeri markant. For Ikano Boligs vedkommende er det netop deres kommende byggeri i Vinge, der er udset til at blive en del af projektet.
Det er Realdania og Villum Fonden, der har søsat projektet, som går ud på at udvikle løsninger til at reducere klimaaftrykket fra byggeri i Danmark til en fjerdedel af det nuværende.