Frederikssund Kommunes logo
23. maj 2023

Lokalplan for nyt børnehus i Vinge i høring

Frederikssund Byråd har sendt lokalplan 163 og kommuneplantillæg 013 i offentlig høring i fire uger. Planområdet er en del af Det Grønne Hjerte i det sydlige Vinge. Lokalplanen er delt op i to delområder der giver mulighed for, at der kan opføres et børnehus i Vinge samt at ejendommen på Solvænget 29 kan bruges til offentlige formål.

Børnehus – delområde 1

Lokalplanen giver mulighed for at etablere Vinges første børnehus med tilhørende rekreativt område og mulighed for at tilkoble andre kommunale servicefunktioner. Børnehuset er ikke tegnet endnu, og der er derfor udlagt et rummeligt byggefelt, der sikrer den nødvendige fleksibilitet til byggeriet.

Børnehuset skal vejbetjenes fra nord og lokalplanen indeholder mulighed for et fælles parkeringsareal, der kan dække behovet for aktiviteter i begge delområder. Lokalplanen stiller krav om grønne tage og facader i træ og glas og mulighed for mindre partier af metal eller skifer.

En del af området, hvor det kommende børnehus skal ligge i Vinge. Foto: Frederikssund Kommune.En del af området, hvor det kommende børnehus skal ligge i Vinge.

Foto: Frederikssund Kommune.

Solvænget 29 – delområde 2

Lokalplanen giver mulighed for at anvende ejendommen på Solvænget 29 til offentlige formål i form af kultur- og foreningsliv, fælleshus, værksteder, café, gæsteboliger o.l. Dertil et rekreativt område med arealer, der bl.a. må anvendes til dyrehold og naturarealer til fællesskabende funktioner for boligområderne i det sydlige Vinge. Udgangspunktet er den eksisterende ejendom, hvor der i lokalplanen udlægges et byggefelt med mulighed for omdannelse af eksisterende bygninger samt mulighed for nybyggeri.

Lokalplanen giver mulighed for at bygge i op til 8,5 meters højde. Det sikres endvidere, at de nære arealer langs beskyttet natur friholdes og eksisterende beplantning bevares.