Frederikssund Kommunes logo
9. februar 2023

Projektgrund udbydes i Vinge

Frederikssund Kommune udbyder nu en projektgrund på 11.285 m2 i Vinge. Grunden grænser op til Dalvejen mod syd samt Deltavej i vest og Mekongvej i øst. Nord for grunden findes det eksisterende Deltakvarter.

Grunden er i offentligt udbud med budfrist den 3. marts 2023 kl. 12.00.

2-5 etager

Ifølge lokalplan 152 skal bebyggelsen udføres som etageboliger evt. kombineret med tæt-lav bebyggelse. Planen giver også mulighed for fællesfunktioner i bebyggelsens stueetage, der kan medvirke til at skabe rammer om byliv og fællesskab.

Planen stiller krav om arkitektonisk variation, hvor bl.a. hjørnebebyggelser skal sikres en vis højde (min. 4 og maks. 5 etager) og et særligt markant udtryk. Mellem hjørnebebyggelserne kan der bygges i 2-5 etager. Der er lagt særlig vægt på at sikre arkitektonisk variation, så der ikke bliver lange ensarterede facadeforløb. Der er derfor stillet krav om variation i højderne og arkitektonisk opbrydning af facaderne.

Vejbetjening af området vil ske fra Deltavej og Mekongvej. For bedst muligt at sikre de grønne arealer, vægter Frederikssund Kommune højt at parkering så vidt muligt bliver etableret i konstruktion. Lokalplanen bestemmer derfor, at parkering skal etableres i konstruktion som P-kælder, i bebyggelsens stueplan, som parkeringsdæk eller i form af P-hus.

Illustration fra Lokalplan 152. Illustration: Frederikssund Kommune.Illustration fra Lokalplan 152.

Illustration: Frederikssund Kommune.