Stor interesse for salg af grunde
Klimakassen ved Vinge Station dannede rammen om et åbent hus-arrangement torsdag den 22. juni. Her var Frederikssund Kommune og EDC i Frederikssund klar til at fortælle om den nye udstykning af tinyhouse-grunde og parcelhusgrunde, som ligger i den sydlige del af Vinge.
Projektchef Dennis Ravn (med ryggen til) fortæller interesserede om den nye udstykning.
Budfrist den 9. august
De mere end 50 fremmødte fik blandt andet at vide, at der er budfrist på tinyhouse-grundene kl. 12.00 den 9. august 2023. I første omgang er 10 tinyhouse-grunde sat på markedet, hvoraf nogle sælges og andre kan lejes. Dertil kommer der 45 parcelhusgrunde til salg i samme område efter sommerferien.
Nærmere oplysninger om salg og leje fås hos EDC i Frederikssund.
Ejendomsmægler Claus Lund Pedersen fra EDC mødte mange potentielle kunder ved åbent hus-arrangementet i Klimakassen.
Naturskønt område
Byggegrundene ligger i et naturskønt område i den sydlige del af Vinge, der grænser op til landsbyen Snostrup. I området ligger Præstemosen, som skal forbindes til et nyt regnvandsbassin, der vil få en stor rekreativ værdi i området. Parcelhusgrundene er i størrelser fra 550 til ca. 750 m2. Tinyhouse-grundene er i størrelser mellem ca. 150 og 250 m2.
Boliger i dette område vil få ca. 6-700 meter til Vinge Station og blive naboer til Vinges kommende børnehus samt til landsbyen Snostrup og endnu et nyt boligområde, der skal etableres af Ikano Bolig.
Læs mere på Vinges hjemmeside om den nye udstykning og hvilke rammer lokalplanen sætter for byggeri i området.
Det er i dette område, du kan bygge dit tinyhouse eller parcelhus.
Foto: Frederikssund kommune.