Vingevandring med besøg på byggeplads
Torsdag den 14. september kl. 18.00 – 19.30 kan du komme på vandring i Vinge med bl.a. projektchef Dennis Ravn fra Frederikssund Kommune. Traditionen tro byder borgmester Tina Tving Stauning (A) velkommen, hvorefter man vil kunne høre om den aktuelle udvikling og seneste nyt fra Vinge.
Besøg på byggepladsen
Denne vingevandring bliver den første, hvor man kan besøge en byggeplads. Det er Innovater, der opfører knap 200 lejligheder og et supermarked i umiddelbar nærhed til Vinge Station, som giver mulighed for at besøge byggepladsen. Også Domea, der skal opføre 198 almene boliger nær Vinge Station, vil være til stede til at fortælle om deres kommende byggeri.
Efterfølgende vil der være mulighed for at gå en tur i området med Dennis Ravn som guide.
Vi mødes ved Vinge Station
Mødestedet for vingevandringen er sydsiden af Vinge Station, torsdag den 14. september kl. 18.00.
Det meste af en vingevandring foregår traditionelt udendørs, og du anbefales derfor at læse vejrudsigten og klæde dig på derefter.
Innovaters byggeplads i Vinge.
Foto: Frederikssund Kommune.