Byggeri af almene boliger i Vinge genoptages
Det er boligselskabet Vores Bolig med Domea som forretningsfører, der opfører de 198 almene boliger lige syd for Vinge Station. Byggeriet blev i slutningen af februar sat på pause, da entreprenøren Dansk Boligbyg Øst A/S gik konkurs.
Ny entreprenør fundet
Men allerede mindre end tre måneder efter konkursen meddeler Domea, at de har lavet aftale med en ny entreprenør, som kan genoptage byggeriet om kort tid:
- Når vi står overfor konkurser, som den vi oplevede med Dansk Boligbyg, skal der helst handles relativt hurtigt. Både for at finde en god og holdbar løsning – men også for ikke at tabe for meget tid, så byggeprojektet forsinkes unødigt. Heldigvis har vi allerede nu fået en aftale på plads med entreprenørvirksomheden Pihl, som betyder netop dette – at vi kommer godt videre med en seriøs og dygtig samarbejdspartner, siger Signe Sønderskov, direktør for byggeri og byudvikling i Domea.dk.
At byggeriet kan genoptages inden længe, vækker glæde også hos Frederikssund Kommunes borgmester Tina Tving Stauning (A):
- Det er rigtig godt gået af Domea, at de så hurtigt har fundet en ny entreprenør til opgaven. Mange borgere venter jo på at kunne flytte ind i de almene boliger, når de bliver bygget. Almene boliger er med til at sikre en mangfoldig by, og byggeriet er en vigtig del af boligmassen og byens udtryk i byens midte. Jeg glæder mig meget til at følge det videre arbejde, siger borgmesteren.
Arbejdet genoptages i starten af juni
- Vi har haft en rigtig god dialog med både kurator og entreprenør, som tegner godt for det videre forløb. Alt i alt er det stærkt tilfredsstillende og vigtigt for projektets fremdrift, at vi er tilbage på sporet og hurtigt oppe i tempo igen. Jeg har kun ros tilovers for de parter, som undervejs har været involveret i at finde gode løsninger. Vi forventer, at de første byggearbejder genoptages allerede i starten af juni, siger Signe Sønderskov, direktør for byggeri og byudvikling i Domea.dk.
Den gule kran kan snart komme i gang igen på byggepladsen ved Vinge Station.
Foto: Frederikssund Kommune.