Stor spørgelyst ved infomøde
Omkring 50 kommende vingeborgere mødte frem, da Frederikssund Kommune havde inviteret til informationsmøde onsdag den 22. maj. De fremmødte har enten indgået købs- eller lejeaftale om en grund i et af de to kommende boligområder for parcel- og tinyhouses i den sydlige del af Vinge – eller overvejer at gøre det.
Omkring 50 kommende beboere var mødt frem til infomødet.
Området begynder at tage form
Som indledning på mødet fortalte koordinerende projektchef Dennis Ravn at områderne begynder at tage form hen over sommeren. Arbejdet er i gang med at byggemodne, hvilket blandt andet inkluderer, at der skal lægges forsyning til el, drikkevand, fjernvarme mv. i jorden. I løbet af sommeren og efteråret vil Novafos begynde at etablere det nye regnvandsbassin, som både parcelhusene og tinyhousene skal afvandes til.
- Vi har sendt jer en fuldmagt, som betyder, at I kan søge myndighedsgodkendelser, f.eks. byggetilladelse, mens I venter på, at området bliver klar til at bygge på, fortalte Dennis Ravn.
Mange spørgsmål
Ved mødet deltog medarbejdere fra kommunens vej og trafikafdeling samt fra byggesagsafdelingen og der var mange spørgsmål om alt fra tagterrasser til varmeforsyning.
Vedrørende varmeforsyning til området, så bliver der lagt fjernvarmerør i vejene, så parcelhuse og tinyhouses kan blive tilsluttet. Det er dog uvist præcis hvornår Vestforbrænding rent faktisk sender varme igennem de nye rør. Vestforbrænding er dog forpligtet til at stille interimsløsninger til rådighed for byggerier i Vinge indtil den endelige varmeforsyning er på plads.
Nye netværk
Udover at de fremmødte fik mulighed for at trykke kommende naboer i hånden, så opstod der også mulighed for at mødes digitalt. Flere fortalte, at de havde oprettet facebookgrupper, hvor hhv. parcelhusfolkene og tinyhousefolkene kan mødes og udveksle erfaringer.
Grupperne kan findes på Facebook under navnene:
- Vinge. G/F Søkvarteret LP153
- Solsikken Tinyhousekvarter (i Vinge)
Området hvor det skal bygges tinyhouses.
Fotos: Frederikssund Kommune.