Tiny house-grunde revet væk – nu undersøges mulighed for flere
Der er stor interesse for at bygge egen bolig i det sydlige Vinge. Især den nye boligtrend med tinyhouses ser ud til at vinde indpas. Frederikssund Kommune udstykkede i efteråret 18 tinyhouse-parceller på mellem 150 og 250 kvm. Her må bygges huse på maksimalt 45 kvm og 5,5 meter i højden. Og det har været rigtig populært. På nuværende tidspunkt er der indgået købsaftale for ni tiny house-parceller og de resterende ni lejeparceller er alle reserveret.
Et tiny house i grønne omgivelser.
AI-genereret tegning.
Købere gik forgæves
Det er EDC Poul Erik Bech i Frederikssund, som står for salg af grundene til Tiny Houses, ligesom EDC har fundet lejerne til de udbudte lejegrunde til Tiny Houses. Og ifølge mægleren har udstykningen til Tiny Houses budt på usædvanligt mange kundehenvendelser og meget stor interesse:
- Vi er ikke i tvivl om, at der vil være købere til flere Tiny House grunde i Vinge. Det er bl.a. den simple og nemme livsstil, friheden og en downsizing af de materielle rammer, en overkommelig pris, nærheden til S-tog og Vinges visioner, som tiltaler mange købere. Absolut en livsstil, som vinder frem. Vi har kunder, som gik forgæves og som gerne vil kontaktes, hvis en lignende mulighed skulle blive aktuel, fortæller Jane Christensen fra EDC Poul Erik Bech.
Mulighed for flere grunde
Derfor besluttede Frederikssund Byråd på sit møde onsdag den 29. maj at sætte arbejdet i gang med at udpege endnu et område i Vinge til tiny houses. Dermed lægges der op til yderligere at udbrede den nye tendens med mikroboliger til dem, der gerne vil nedskalere deres bolig og dermed deres boligøkonomi.
Visualisering af tinyhouseområdet i Vinge. Nu kan der være flere grunde til mikroboliger på vej.
Tegning: EDC.
Også bud efter parcelhusgrunde
Samtidig med tinyhouse-projektet udstykkede Frederikssund Kommune også 45 almindelige parcelhusgrunde i størrelserne 550 – 750 kvm. På nuværende tidspunkt er der på 28 af disse grunde enten indgået købsaftale eller lavet en reservation.
Købsaftalerne betragtes først som endelige handler, når køberne får adgang til grunden og har foretaget geotekniske undersøgelser, hvilket sker til efteråret 2024.
Byggemodning er i gang
Opstarten af byggemodningen er blevet forsinket på grund af en række arkæologiske fund i forbindelse med de arkæologiske forundersøgelser i området. Samtidig har forsyningsselskaberne skullet koordinere de forskellige ledninger til vand, varme og el mv. Entreprenøren kunne derfor først gå i gang med byggemodningen i midten af maj, men det forventes, at områdets interne veje og matrikler tager form i løbet af sommeren, og der skabes gradvis adgang til parcellerne, så de første byggestarter kan ske i løbet af 2024.
Både tiny house- og parcelhusområdet ligger i den sydlige del af Vinge. Boliger i dette område vil få ca. 6-700 meter til Vinge Station og vil blive naboer til Vinges kommende børnehus samt til landsbyen Snostrup og endnu et nyt boligområde, der skal etableres af Ikano Bolig.