
Et nyt kapitel for Vinge: Vinderprojekt til Det Grønne Hjerte er fundet
Bedømmelsesudvalget har valgt det projekt, der skal danne rammen om den sydlige del af Vinges grønne byfælled, Det Grønne Hjerte. Vinderforslaget bygger videre på borgernes idéer og har fokus på natur, fællesskab og genanvendelse.
Illustration af Solvænget 29, områdets samlingssted med fokus på fællesskabende aktiviteter, genanvendelse og transformation af eksisterende bygninger og rum.
Illustration: BOGL
Borgernes idéer har sat retningen
I april 2026 mødtes borgere i drivhuset på Solvænget 29 for at dele idéer og ønsker til udformningen af Det Grønne Hjerte. På baggrund af input fra borgermødet har tre arkitektteams – BOGL, BIG og 1:1 Landskab – udarbejdet hver deres forslag til udviklingen af den sydlige del af Vinges grønne byfælled.
Alle tre teams har arbejdet ud fra Vinges vision om at skabe et grønt samlingspunkt med plads til fællesskaber, aktiviteter, fordybelse og natur.
BOGL vinder konkurrencen om Det Grønne Hjerte
Bedømmelsesudvalget har enstemmigt udpeget BOGL som vinder af konkurrencen. Udvalget vurderer, at projektet i særlig grad bygger videre på Vinges identitet og den udvikling, der allerede er sat i gang. Samtidig har projektet et stærkt fokus på genanvendelse og transformation med afsæt i områdets eksisterende kvaliteter, hvilket understøtter visionerne for Vinge.
Tre politikere deltog i bedømmelsesudvalget og er enige om, at vinderprojektet i høj grad afspejler ambitionerne for Det Grønne Hjerte.
Borgmester Anne Sofie Uhrskov og viceborgmester Niels Martin Viuff udtaler samlet:
- BOGL har formået at indfange den særlige ånd, som Vinge skabes og udvikles ud fra. Det Grønne Hjerte skal være et sted, hvor mennesker mødes, finder ro og er aktive i naturen, og netop den balance lykkes projektet med på overbevisende vis. Vi glæder os til at se visionerne blive til virkelighed og til at Det Grønne Hjerte bliver et grønt samlingspunkt for hele Vinge. Det har været en spændende proces og med stor tak til borgerrepræsentanter og Rådet for Handicap, Psykiatri og Udsathed for den stærke deltagelse i valg af vinderforslag.
Tina Tving Stauning, 2. viceborgmester, tilføjer:
- Endelig bliver der taget hul på de større tiltag for Det Grønne Hjerte. Den grønne by- og naturfælled, som skal være sammenhængskraften for hele Vinge. Det valgte forslag er lige det vi har drømt om, og så meget mere! Jeg glæder mig til at se, at Det Grønne Hjerte nu vokser og gror.
Et varieret naturområde med plads til mange
Vinderforslaget tager udgangspunkt i områdets eksisterende kvaliteter og landskabelige særpræg. Med enkle greb, genanvendelse af eksisterende elementer og nænsom udvikling af blandt andet beplantning, bygninger og stiforløb styrker projektet områdets kvaliteter frem for at erstatte dem.
Resultatet er et varieret naturområde med plads til forskellige brugergrupper, aktiviteter og fællesskaber. Bedømmelsesudvalget har samtidig lagt vægt på, at projektet er både gennemarbejdet og realistisk.
Forslaget bygger på områdets potentialer og indeholder løsninger, der understøtter en robust økonomi samt en langsigtet og bæredygtig drift. Det giver et solidt grundlag for, at visionerne for Det Grønne Hjerte kan udvikles og realiseres over tid.
Illustration af stiføring i bakkelandskab i den nordlige del af konkurrenceområdet.
Illustration: BOGL
Bredt sammensat bedømmelsesudvalg
Bedømmelsesudvalget har været bredt sammensat med repræsentanter fra borgere, handicapområdet, byrådet og Frederikssund Kommune.
De politiske medlemmer er borgmester Anne Sofie Uhrskov, formand for Fritid og Kultur, Niels Martin Viuff samt formand for Teknik og Klima, Tina Tving Stauning.
Derudover har to repræsentanter fra borgergruppen Vinge Gror, en repræsentant fra Dansk Handicapråd samt direktør for Teknik, Erhverv og IT Henriette Krag, centerchef for Kultur, Fritid og Ungeliv Anders Munch Skovgren og projektchef for Vinge Dennis Ravn deltaget i bedømmelsesudvalget.
Offentlig præsentation efter sommerferien
Efter sommerferien inviteres alle interesserede til åbent hus i Vinge, hvor de tre konkurrenceforslag bliver udstillet, og vinderprojektet bliver præsenteret af teamet fra BOGL. Her bliver det muligt at opleve forslagene og høre mere om tankerne bag det projekt, der skal danne rammen om den næste etape af Det Grønne Hjerte.
BOGLs vinderforslag - Situationsplan for den sydlige del af Det Grønne Hjerte. Planen er ikke målfast.
Illustration: BOGL