
Lomax bygger nyt domicil i Vinge
Efter mere end 60 år i Frederikssund tager Lomax et stort skridt i virksomhedens udvikling. På en 5,7 hektar stor grund i Vinge vil virksomheden opføre et nyt domicil og distributionscenter på omkring 25.000 kvadratmeter, der skal samle virksomhedens aktiviteter og skabe plads til fortsat vækst.
Lomax har købt en byggegrund i Vinge på byens vestlige side, syd for Vinge Boulevard. Her skal virksomhedens aktiviteter samles under ét tag med kontor, administration, butik og lager. Det nye byggeri skal give Lomax moderne og effektive rammer med plads til virksomhedens flere end 200 medarbejdere.
Borgmester Anne Sofie Uhrskov og Logistikchef for Lomax Jesper Egeberg Petersen giver hånd på fortsat godt samarbejde - nu med kommende lokation i Vinge.
Mere plads til vækst
For Frederikssund Kommune er det samtidig en glædelig nyhed, at Lomax vælger at blive i kommunen.
”Lomax er en vigtig og stærk samarbejdspartner, og jeg er meget glad for, at de ønsker at blive i Frederikssund Kommune. Vi har fundet en rigtig god placering i Vinge til en virksomhed af deres type og kaliber. Lomax ønsker at spille med på visionerne for Vinge og bidrage til en grøn og levende by. Jeg byder dem velkommen i Vinge og glæder mig over, at Lomax nu kan bygge en moderne ramme for den succes, de har opnået,” siger borgmester Anne Sofie Uhrskov.
Lomax er totalleverandør til erhvervslivet med blandt andet kontorartikler, elektronik og lagerudstyr og omsatte sidste år for 1,1 mia. kr. Virksomheden, der i dag beskæftiger flere end 200 medarbejdere, blev grundlagt i 1962 og har gennem årene fået en stærk lokal forankring i Frederikssund.
”Det er en stor milepæl og en afgørende investering i Lomax’ fremtid, at vi nu bygger vores nye domicil i Vinge. Vi er stolte af vores lokale rødder, så det betyder meget for os at blive i kommunen og fortsætte vores udvikling her. Gennem hele processen har vi haft en god og konstruktiv dialog med Frederikssund Kommune, som har gjort det muligt for os at realisere vores ambitioner på en god måde,” siger CEO i Lomax, Kenneth Borup.
Ambitionerne for det nye domicil rækker samtidig langt ud over selve byggeriet.
”Det nye domicil skal være mere end et hovedkontor og logistikcenter for Lomax. Vi vil skabe et sted, der både fungerer godt for vores medarbejdere og bidrager positivt til området omkring os. Derfor arbejder vi bl.a. med grønne parkområder, som også Vinges beboere kan få glæde af, og med løsninger, der kan reducere bygningens energiforbrug,” siger logistikchef i Lomax, Jesper Egeberg Petersen.
En del af Vinges udvikling
Samtidig skal projektet understøtte Vinges ambitioner om at skabe et attraktivt og bæredygtigt erhvervsområde.
Bebyggelse, landskab og grønne strukturer skal tænkes sammen, mens arkitektonisk kvalitet, funktionalitet, bæredygtighed og holdbarhed bliver centrale elementer i det kommende domicil.
Med etableringen i Vinge sikrer Lomax dermed både plads til den fortsatte udvikling og en fortsat stærk tilknytning til Frederikssund Kommune.
Foto: Frederikssund Kommune