
Nyt S-togsværksted i Vinge er godkendt
Byrådet har den 2. september 2026 endeligt vedtaget lokalplanen, der giver DSB mulighed for at etablere et nyt S-togsværksted i Vinge.
Foreløbig illustration af det nye værksted set fra den kommende stibroforbindelsen over Frederikssundsvej. Illustration: COWI
Den endelige vedtagelse af lokalplanen blev truffet i Byrådet med 14 stemmer for og ni imod.
Det kommende værksted bliver cirka 25.000 kvadratmeter stort og får desuden en vaskehal på cirka 4.000 kvadratmeter samt omkring 14 kilometer spor. Værkstedet skal blandt andet bruges til vedligehold og klargøring af fremtidens førerløse S-tog.
Fremtidens førerløse S-tog
DSB er fra statslig side blevet pålagt at øge kapaciteten på S-togsnettet for at gøre det mere attraktivt at benytte kollektiv transport. Dette skal løses ved, at der skal køre flere kortere tog på S-togsnettet. Dette betyder også, at DSB skal investere i nye førerløse S-tog. Der er ikke værkstedsplads nok til fremtidens behov, og derfor har DSB ønsket at placere et nyt værksted i Vinge.
Høringssvar har kvalificeret planen
Lokalplanen har været i høring, hvor både borgere, virksomheder og andre interessenter har kunnet komme med høringssvar. Der er modtaget 61 høringssvar, som blandt andet har handlet om støj, lys, natur, beplantning og anlæggets påvirkning af omgivelserne. På den baggrund er der blandt andet skærpet krav til belysning og beplantning og arbejdet videre med støjafskærmning.
Nye forbindelser for bløde trafikanter
I lokalplanen er også indeholdt etablering af en ny stibroforbindelse over Frederikssundsvej, der erstatter den eksisterende stiforbindelse langs Busvej. DSB etablerer stibroforbindelsen, der forbinder Vinge med den sydlige del af Frederikssund.
Derudover indeholder lokalplanen en udbygningsaftale om en ny sti- og cykelforbindelse over jernbanen i Vinge i form af en landskabsbro, der forbinder byens nordlige og sydlige del. DSB har afsat 45 millioner kroner til projektet, mens kommunen er i gang med at undersøge mulighederne for yderligere finansiering.