
Rejsegilde på nytænkende børnehus i Vinge
På en naturskøn grund i den sydlige del af byen er opførelsen af et nyt og innovativt børnehus godt i gang – bygget med et markant fokus på biogene materialer som halm, træfiber og træ. Under en blå himmel og med Dannebrog vajende over byggepladsen blev der holdt rejsegilde for Vinges første børnehus.
Rejsegilde med kig til det flotte træskelet
Inden pølsevognen åbnede, bød dagen på taler fra borgmester Anne Sofie Uhrskov, formand for Børn, Skole og Familie Rasmus Petersen, entreprenør Kasper Møllerskov Nilsson fra Kanneworff & Viuff samt arkitekt Morten Bang fra Tegnestuen LOKAL.
Innovativt hus med sunde, biogene materialer
Børnehusets bærende konstruktion og isolering består overvejende af biogene byggematerialer. Udover at bygge et sundt hus til byens børn, er det også ambitionen er at vise, at det er muligt at bygge mere klimabevidst uden ekstraordinære anlægsudgifter og samtidig være med til at bane vejen for en bredere anvendelse af biogene materialer i byggebranchen. Med sine halmelementer bliver byggeriet Danmarks største af sin slags.
Valget af materialer skal skabe et sundt indeklima for både børn og medarbejdere, samtidig med at byggeriet bidrager til en mere ressourcebevidst udvikling af fremtidens byggeri.
En placering med respekt for naturen og gode opholdsmuligheder
Bygningen placeres med stor respekt for den eksisterende natur, så hovedparten af grundens gamle træer bevares. Naturgrunden bliver en integreret del af hverdagen og danner rammen om en stor naturlegeplads. Et tag med brede udhæng skaber gode muligheder for leg og ophold i læ for både regn og sol, samtidig med at det beskytter de biogene materialer og bidrager til bygningens lange levetid.
Det nye børnehus får plads til 66 børnehavebørn og 48 vuggestuebørn. Byggeriet bliver på i alt 1.492 m², heraf 902 m² bygning, og omfatter desuden liggehal, bålhytte og overdækkede udearealer. Børnehuset er udviklet med fokus på bæredygtighed, fleksibilitet og naturbaseret pædagogik.
Det forventes, at børnehuset står klar til indflytning primo 2027, og at de første børn kan indtage huset i foråret 2027.
Eksempel på den halmisolering der er benyttet i børnehusets konstruktion
Illustration af børnehusets udtryk ved færdiggørelse
Illustration: Tegnestuen LOKAL